Kommunalpolitisk valgprogram 2026 til 2029


Overordnet målsætning

Høje-Taastrup Kommune skal være et attraktivt sted at bo. Socialdemokratiet ønsker en kommune, som vi alle kan være stolte af, og hvor alle borgere oplever fremgang og trivsel. Ingen må glemmes, og vi skal altid møde hinanden med respekt for det enkelte menneske og for vores forskelligheder. Samtidig vil vi være kendt for vores mangfoldige natur, høje miljøkrav og evne til at leve bæredygtigt.


Høje-Taastrup er vokset i rekordfart, og det har givet os både muligheder og udfordringer. Flere boliger og flere indbyggere betyder udvikling og flere i vores fællesskab, men vi har også set, at det stiller store krav til kommunen. Tusindvis af nye, ofte dyre, private lejeboliger og en stor tilflytning fra udlandet har betydet nye, omfattende opgaver – ikke mindst for vores skoler og daginstitutioner.


Kommunen har i den forgangne periode investeret en milliard kroner i blandt andet et nyt rådhus og i nye skoler og dagtilbud for at følge med tilflytningen. Alligevel er det ikke lykkedes os at følge helt med udviklingen. Flere skoler og institutioner har stadig brug for renovering, og der mangler tilstrækkeligt med pladser, både i institutioner og på plejehjem.


Med cirka 1000 nye borgere fra udlandet om året står kommunen over for store integrationsopgaver og arbejdet med at skabe et stærkt fællesskab. Vi vil gerne lykkes med integrationen, og det er en kompleks opgave. Nye børn og familier i vores dagtilbud og skoler, som ikke taler sproget eller kender kulturen, lægger pres på personalet og gør det sværere at give alle børn de nødvendige, grundlæggende færdigheder i læsning og matematik.


Høje-Taastrup er en sammensat kommune, og det kræver, at vi kan løfte alle – både dem der har meget og dem der har mindre. Vores børn og unge har krav på at få støtte og blive løftet, både fagligt og socialt. Vi er ikke alle født med de samme muligheder, men det er fællesskabets opgave at skabe gode rammer og hjælpe hver enkelt.


Vores fællesskab skal sikre:

  • Vuggestuer og børnehaver, hvor der er tid til nærvær og omsorg.
  • En folkeskole, der giver alle børn gode rammer for at lære og udvikle sig.
  • Trygge gader, stationer og boligområder.
  • En værdig og omsorgsfuld ældrepleje, der hjælper os, når vi har brug for det.


Fællesskabet i Høje-Taastrup – og i Danmark – er fundamentet for den enkeltes frihed. Det er vores sikkerhedsnet, der griber os, hvis vi falder. Et stærkt fællesskab giver tryghed, muligheder og sammenhold. Derfor går Socialdemokratiet til valg på at styrke fællesskabet.



Daginstitutioner med plads til tryghed og omsorg


Vores daginstitutioner skal være stærke pædagogiske tilbud – ikke bare et sted, hvor børnene bliver passet. Børnene skal hver dag glæde sig til at komme i vuggestue eller børnehave, og forældrene skal føle ro i maven og stole på at fællesskabet passer på deres dyrebareste.


Vuggestuer og børnehaver spiller en central rolle i integrationen af børn med anden sproglig og kulturel baggrund end dansk. Derfor er det vigtigt, at flest mulige børn kommer i daginstitution, og at der er de nødvendige ressourcer til at løfte denne opgave.


Vores fællesskab skal sikre:

  • Flere uddannede medarbejdere, så børnene altid mødes af trygge og kompetente voksne – også i ydertimerne.
  • Gode rammer med tid til børnene, inspirerende pædagogik og indbydende inde- og udearealer, der indbyder til leg og udvikling.
  • Fleksible åbningstider, der matcher forældrenes arbejdstider, samt færre lukkedage.
  • En pasningsgaranti, der altid overholdes, så alle kan få en institutionsplads i nærområdet.
  • Institutioner, hvis rammer og vilkår tilpasses de børn og familier, der bruger dem.
  • Et stærkt og konstruktivt samarbejde mellem institutioner, forældre, kommunen og andre aktører.
  • Mindre tid på unødigt papirarbejde og flere ressourcer til børnene
  • En bedre overgang fra institution til skole ved at gradvist at flytte overgangen fra 1. april til at ske samtidig med skolestart



Folkeskole med fokus på trivsel og faglighed


Alle børn i Høje-Taastrup skal have en givende skolegang, hvor der er plads til forskellighed og muligheder for at vokse. Vores folkeskoler skal være fyldt med glæde og læring, hvor alle elever bliver set og får en god ballast til ungdomsuddannelser og deres videre liv.


Folkeskolen skal have friere rammer til at udvikle undervisning og trivsel i tæt samarbejde med børn og forældre. Det giver medarbejderne bedre vilkår til at skabe et godt læringsmiljø og sikrer mere ro og nærvær i hverdagen.


Vores fællesskab skal sikre:

  • En to-voksen-ordning på alle klassetrin, hvor mindst én af de voksne er lærer-uddannet.
  • Mere fokus på kernefaglighed og mindre tid på projekter og unødvendige aktiviteter.
  • En gradvis indførelse af en sund, gratis madordning, der fremmer elevernes trivsel og koncentration.
  • Afskaffe meningsløse tests og rapporter og skabe mere tid til faglig fordybelse og forberedelse.
  • Fysiske rammer i topkvalitet med mindre støj og et sundt indeklima, der fremmer læring
  • Attraktive SFO- og klubtilbud, der udvikler børnene gennem aktiviteter planlagt i fællesskab.
  • Et styrket og mere sammenhængende samarbejde mellem skole, klub og fritidstilbud.



Et sundt og aktivt fritids- og foreningsliv for alle


Et stærkt fritids- og foreningsliv er hjertet i et sundt, levende og trygt lokalsamfund.

I Høje-Taastrup skal fællesskaberne blomstre, og alle – både børn, unge og ældre – skal have adgang til meningsfulde aktiviteter, gode oplevelser og stærke sociale netværk.


Vi vil skabe en kommune, hvor fritid er lig med fællesskab, og hvor fællesskab giver livsglæde. Stærke foreninger spiller en afgørende rolle i at knytte os sammen. Derfor skal kommunen være en aktiv medspiller for idræts- og foreningslivet og støtte lokale initiativer med både rådgivning, samarbejde og økonomi.


Sundhed handler om mere end bare fraværet af sygdom – det handler om at skabe gode rammer for et sundt og aktivt liv. Kost og bevægelse er helt afgørende for vores trivsel. Derfor skal vi gøre op med ulighed i sundhed og sikre, at også borgere i udsatte og sårbare positioner får den hjælp, de har brug for. Her er foreningslivet en vigtig partner i arbejdet.


Vores fællesskab skal sikre:

  • Flere unge bliver en del af foreningslivet, hvor de kan få gode venskaber, lære nyt og udvikle sig som mennesker.
  • Kulturhusene modvirker ensomhed og styrker fællesskabet ved at arbejde målrettet og strategisk med deres målgrupper.
  • Et klippekort, der giver borgerne gratis adgang til en bred vifte af idræts- og kulturoplevelser.
  • Grønne områder, der er indbydende og inspirerer til både organiserede og spontane aktiviteter.
  • Forebyggelse af misbrug blandt børn og unge fra en tidlig alder, gennem et tæt samarbejde med foreningslivet.
  • Sunde arbejdspladser i Høje-Taastrup Kommune – og i kommunen selv – der går forrest med sunde måltider, motionstilbud og røgfri miljøer.
  • En stærkere indsats for psykisk sårbare og unge med mentale udfordringer, blandt andet gennem flere forebyggende indsatser og mere inklusion i fællesskaberne.

Ambitiøse mål for klimaet og naturen


Høje-Taastrup Kommune skal være et sted, hvor vi står sammen om at give naturen og klimaet langt højere prioritet. Vores børn og børnebørn skal også kunne opleve syngende fugle, summende insekter og kvækkende frøer i deres hverdag.


Klimakrisen kræver handling nu. Vi vil sætte ambitiøse mål for at reducere CO₂-udledningen og fremme genbrug og bæredygtige løsninger i udviklingen af kommunen. Samtidig vil vi stille klare krav til erhvervslivet og indgå stærke partnerskaber om markant bedre klimaløsninger.


Vores fællesskab skal sikre:

  • Et tæt samarbejde med borgere og virksomheder om at gøre Høje-Taastrup til en af landets grønneste kommuner.
  • En placering blandt de fem kommuner i Danmark, der reducerer CO₂-udledningen mest.
  • Solcelleanlæg på alle større offentlige bygninger.
  • Mere skov og bynær natur, der både styrker biodiversiteten og giver gode muligheder for et aktivt friluftsliv.
  • En målrettet beskyttelse af vores drikkevand, der er en helt afgørende ressource.
  • En øget anvendelse af regnvand og en fast praksis for at indarbejde løsninger til regnvand i alt nybyggeri.
  • En ny og mere klimavenlig affaldsindsamling, hvor kildesorteringer hos den enkelte borger reduceres og maskinel affaldssortering indføres



Arbejde og velfærd til alle


Et samfund skal kendes på, hvordan vi behandler borgere i udsatte og sårbare positioner – dem, der har de største behov. Sådan skal det også være i Høje-Taastrup Kommune. Vi vil være kendt for vores evne til at få alle med og for aldrig at efterlade nogen på perronen.


Borgere i udsatte og sårbare positioner, herunder borgere med fysiske og psykiske handicaps, skal have adgang til lokale beskæftigelses- og aktivitetstilbud, der fremmer udvikling og livskvalitet. Samtidig vil vi udvikle gode, trygge væresteder, hvor der er plads og rummelighed.


Fuld beskæftigelse er en mærkesag for Socialdemokratiet. Høj beskæftigelse og reelle jobmuligheder for alle grupper i samfundet kræver et stærkt og forpligtende samarbejde mellem arbejdsmarkedets parter og kommunen. Udgangspunktet skal altid være den enkeltes muligheder og ressourcer.


Vores fællesskab skal sikre:

  • Et tættere samarbejde med organisationer, foreninger og kulturhuse om at udvikle nye initiativer mod ensomhed, f.eks. madskoler og sociale aktiviteter.
  • En forudseende og forebyggende socialpolitik, der sikrer hurtig indsats, så snart en borger rammes af ledighed eller andre livskriser.
  • Sagsbehandling på tværs af forvaltninger og fagområder for en mere sammenhængende og helhedsorienteret hjælp.
  • Bedre arbejdsforhold for kommunens sagsbehandlere, færre sager per medarbejder og lavere personaleudskiftning, så borgerne oplever mere sammenhængende og hurtigere sagsbehandling.
  • Et større fokus på at skabe og udnytte lokale jobmuligheder, så kommunen kommer blandt dem med den laveste ledighed.
  • En garanti for, at alle unge får en praktikplads, suppleret med en mentorordning.
  • Sociale klausuler i alle større kommunale kontrakter, der sikrer, at flere borgere kommer ind på arbejdsmarkedet.

En sund og tryg alderdom i Høje-Taastrup


Når arbejdslivet slutter, skal livet stadig være rigt og meningsfuldt. Socialdemokratiet i Høje-Taastrup vil sikre, at alle borgere får en alderdom præget af tryghed, glæde og værdighed. Vores ældre skal altid mødes med respekt, nærvær og omsorg – uanset deres behov og livssituation.


I Høje-Taastrup Kommune skal det være en selvfølge, at der altid er en hjemmehjælper klar til at række en hjælpende hånd, og at der er plads i en ældre- eller plejebolig, når behovet opstår. Ingen skal føle sig ensomme eller efterladt på egne præmisser.


Sundhed handler om mere end behandling – det handler om forebyggelse, trivsel og lige muligheder for et godt liv. Gennem investeringer i sundhed, gode vaner og tilgængelige tilbud kan vi give alle borgere et liv med livskvalitet og overskud, hele livet igennem.


Vores fællesskab skal sikre:

  • Personlig pleje og omsorg leveret af dygtige og veluddannede medarbejdere – gennem efteruddannelse og fastholdelse.
  • At ældre har indflydelse på deres dagligdag og på den pleje, de modtager.
  • Udbygning af kapaciteten på plejehjemmene, så der altid er en bolig klar, når der er behov for det.
  • Levende og hjemlige rammer på plejehjemmene, der inspirerer til samvær og aktivitet.
  • Et gennemskueligt visitationssystem, der sikrer, at alle borgere med behov får tilbudt en bolig.
  • At alle ved det 80 års forebyggende hjemmebesøg tilbydes en visitationssamtale til en pleje- eller ældrebolig.
  • At ældre skal bo med ældre og ikke i fællesskaber med stor aldersspredning. Herudover skal det sikres at demente ikke blandes med de almindelige somatiske borgere.
  • Et nyt fælleshus for seniorer, der summer af aktiviteter, samvær og tryghed i hverdagen.
  • Nærende, velsmagende og indbydende mad, hvor der er mulighed for at vælge efter egne ønsker.
  • Et stærkt forenings- og netværksliv, der giver lokale aktivitetsmuligheder og sociale fællesskaber i hele kommunen.
  • Adgang til egen læge i nærområdet, så alle borgere kan føle sig trygge.
  • Et nyt sundheds- og bevægelseshus i Hedehusene, der giver flere muligheder for genoptræning og forebyggelse.
  • Den forebyggende sundhedsindsats skal målrettes køn, så der bl.a. arbejdes specifikt med kvindesygdomme.



Fremtidens bolig- og trafikforhold


Boligen skal være mere end blot et hjem – den skal danne rammen om et stærkt fællesskab, hvor børn kan lege frit, familier kan nyde grønne områder, og ældre kan færdes trygt og sikkert.


Udviklingen i Høje-Taastrup Kommune skal ske i et tempo og omfang, der respekterer de kvaliteter, vi alle holder af. Den aktuelle udvikling med tæt og højt byggeri lægger pres på vores grønne områder og stiller store krav til institutioner, skoler og infrastruktur.


Vores mål er en kommune, hvor børn trygt kan cykle i skole, hvor man kan nyde sin have uden støjgener, og hvor kollektiv transport giver flere muligheder og større frihed. Især lastbiltrafikken skaber udfordringer med støj og utryghed, og det skal der sættes en stopper for. Cyklen skal være et naturligt og trygt valg for børn og voksne i hverdagen – det kræver gode cykelstier, der er oplyste og lette at orientere sig på, og som binder hele kommunen sammen.


Vores fællesskab skal sikre:

  • At der ikke planlægges flere store private boligbyggerier. Nyt byggeri tilpasses lokalområdet og skal indeholde 25% betalbare boliger
  • Tryghed i nærområderne – gode lysforhold og indbydende omgivelser omkring boliger, stationer og stier.
  • En reduktion af tung trafik i kommunen og et nej til flere motorveje
  • Et servicetjek af cykelstinettet, der skal skabe tryggere og mere attraktive cykelveje og bedre belysning
  • Forsøg med lånecykler til borgere og erhvervsliv, så flere får mulighed for at cykle i hverdagen
  • En målrettet indsats mod støj fra biler og tog – blandt andet med flere støjreducerende foranstaltninger
  • Sikre og trygge skoleveje, så børn trygt kan komme til og fra skole
  • En styrket kollektiv transport – blandt andet med servicebusser og forsøg med selvkørende busser.
  • Brugervenlige busstoppesteder, også i det åbne land.
  • Høje-Taastrup Station som et velfungerende knudepunkt for hele regionen, med hurtigbusser og gode forbindelser til oplandet.