Af formand Per Gravgaard


Fra valgkamp til nytårskur


Året 2025 går på hæld og vi kan se tilbage på et år, hvor der partiforeningsmæssigt har været travlt. Vores valgkamp til kommunevalget var god, men resultatet var ikke som ønsket.


Vi har ført en valgkamp med et meget højt aktivitetsniveau, hvor alle vores 12 kandidater har været synlige og som har kæmpet deres kamp for at få vælgernes gunst.


Der skal lyde en stor tak til kandidatholdet for en god holdånd og et flot stykke arbejde. Ligeledes en stor tak til alle de frivillige, som har givet en hånd med i valgkampen.


I partiforeningen er vi selvsagt meget skuffede, da vi ikke mener at vi har fået løn som fortjent.


Der skal heller ikke herske tvivl om, at valgresultatet granskes og vurderes meget nøje fra centralt hold på Christiansborg. Hvorfor er vi på landsplan gået mere end 5% tilbage? Er det vores politik, er den for borgerlig, er den for fremmedhadsk, er retorikken generelt for hård eller er det noget helt andet?


Hvordan skal/kan vi som parti rette op på disse dårlige meningsmålinger og igen være relevante for borgerne?


2026 er også et valgår, hvor vi denne gang skal stemme til Folketingsvalget.

Vi ved ikke, hvornår Mette Frederiksen trykker på valgknappen, hvorfor vi allerede nu er i gang med at forberede den valgkamp, som vores medlem af Folketinget Gunvor Wibroe skal ud i. Taastrup-kredsen, som er det koordinerende bestyrelse for Albertslund og Høje-Taastrup partiforeninger er formelt dem der forestår valgkampen med assistance fra de to partiforeninger.


Gunvor er og har længe været i gang med sin valgkamp. Hun deltager i stort set alle aktiviteter i hele kredsen, så hun er godt og bredt kendt til valget.


Du kan i øvrigt opleve Gunvor live på vores nytårskur, som holdes fredag den 16. januar 2026 i Albertslund. Nytårskuren er en god gammel tradition og arrangementet skifter mellem Albertslund og Høje-Taastrup partiforeninger hvert andet år. I år holdes nytårskuren i Albertslund, og det er mit håb, at vi vil støtte op om traditionen. Se vedhæftede invitation.


I ønskes alle en glædelig jul samt et godt og lykkebringende nyt år. 2026 bliver, som nævnt, et meget spændende år, hvor vi også skal vise verdenspressen, at vi har den rigtige kandidat til at lede vores dejlige land. Man kan godt frygte alternativet.


Mette eller kaos